Naturen byder på en masse oplevelser i Rørvig. De mange vandrestier i og omkring Rørvig (og med direkte forbindelse til vores feriehuse) bliver flittigt brugt af områdets mange beundrere. Man kan nemlig på ganske kort tid nå at opleve kyst, grønne marker, skovområder og sandstrande på samme tur.
Lækre badestrande skorter det heller ikke på i Rørvig. Der flages med blåt flag hele vejen rundt om Skansehage - selv Rørvig Havn kan bryste sig af et blåt flag. Rørvig-områdets absolut bedste strand hedder Kabelstranden og kan nås inden for 10 minutters kørsel fra Rørvig Centret. Er man passioneret strandgæst, bør man unde sig selv den oplevelse, det er at tilbringe dagen på stranden ved Gudmindrup Lyng cirka 20 minutters kørsel fra Rørvig Centret. Beboerne i området mener selv, at den bør gå under betegnelsen "Danmarks bedste badestrand" med sit klare vand, fine sand og spændende klitter. Den er desuden meget børnevenlig, da man skal meget langt ud, før vandet bliver dybt.
Er man fugleinteresseret skal man heller ikke snyde sig selv for et besøg til Korshage nord for Rørvig, der er et fantastisk sted at observere trækfugle i forårs- og efterårsmånederne.